Stræk og massage
Vi strækker os intuitivt når vi har sovet eller dovnet længe nok og det gør godt at gøre det bevidst også. Lige give sig tid til at vække kroppen blidt. Som en kat. Lige præcis så meget som man har brug for og lyst til og udført afslappet og dovent.
Lidt massage kan også nås i hverdagen. For eksempel at give ansigt og ører en omgang med en god creme og mærke hvordan det sætter gang i systemet. Prøv at massere ansigtet der hvor man intuitivt gør det når der er hovedpine, træthed, forkølelse og mærk evt. at der er punkter hvor der er større følsomhed. Der kan godt være forskellig dagsform og ømhed, men det er typisk noget der bliver bedre når det gøres jævnligt. Man kan også give hænderne og underærme og underben en gang gnub med creme eller en neutral olie (f.eks. mandelolie) for at få aktiveret bindevævet omkring de fleste meridianer. Det er en god rutine der kan nås på under 5 min.
Det at massere kroppen beroliger og aktiverer samtidig. Vi vrider intuitivt hænder når vi er nervøse. Ligeledes beroliger det at massere sine hænder. Der er mange flere eksempler på instinktiv adfærd med berøring som vi gør som for at gøre børn, dyr og hinanden trygge, som kan bruges over for en selv, når de bliver bevidste. Det virker også beroligende at give sig selv et kram. Og det gør ikke noget at det er komisk imens. Det skal bare være velment.
Generelt er det godt at give kroppen noget ekstra opmærksomhed med massage eller bevægelse når der er stivhed, ømhed eller uro og det er ren velvære at gøre det forebyggende. Det er ikke så vigtigt med teknikker eller særlige rækkefølger. Rolig berøring og tryk der tilpasses, så det ikke gør mere ondt end godt, fungerer. Også bare det at lægge hånden på et område har god effekt. Kroppen fortæller selv hvor den har brug for at blive masseret – igen ligesom en kat, der kommer for at blive kælet, styrer hvor og hvor meget.
BINDEVÆV og MERIDIANER
Et trin videre til mere aktiv “kropmærksomhed” er at (lære at) mærke efter hvor man har spændinger i kroppen og få strukket og masseret de områder.
Det er der også mange gode øvelser og teknikker til.
Qi gong og yogaøvelser, herunder særligt yin yoga arbejder med stræk af bindevævet som er hele kroppens “støttestrømpe”.
Man kan også blive så nysgerrig på de mange særlige punkter på kroppen med forskellig følsomhed, at man vil lære meridianernes forløb at kende og massere dem.
Meridianerne ligger på bindevævsstrenge der går genenm hele kroppen og omhyller de indre organer. Kineserne har beskrevet 12 meridianer med navne efter de organer de omhyller og dermed påvirker.
For at man bedre kan forstå meridianerne og deres navngivning kan man kigge på hvordan kroppen er bygget op ud fra tre forskellige lag af celler helt tidligt i udviklingen. Der dannes en hul bold af de tre cellelag (kimlag).
Det inderste cellelag bliver til nervesystemet med hjerne og rygmarv og nerverne som strækker sig gennem hele kroppen.
Det yderste lag bliver til huden og danner også et rør gennem de to andre lag og danner vores indre overflade med slimhinder; lunger og fordøjelsessystem.
Det midterste lag danner de indre organer, muskler og bindevævet omkring det hele som også strækker sig ud gennem hele kroppen.
Ud fra det perspektiv er det lettere at forstå at meridianerne for flere organer er illustreret som at de løber andre steder end organet er placeret f.eks. langs armene. Det skal forstås som at det er på armene meridianerne er tilgængelige uden på kroppen, men at de også løber inde i kroppen omkring de respektive organer.
Det er den konstruktion med bindevæv der strækker sig ud gennem hele kroppen der gør at det er muligt at påvirke større dele af kroppen med lokal bevægelse eller massage.
Referencer til meridianlære
Nedenfor er en video med gennemgang af meridianernes udvendige forløb, illustreret på en næsten lidt for virkelighedstro dukke med hud og hår. Ud over de tolv meridianer relateret til organer er der også to meridianer der løber langs forsiden og bagsiden af torsoen. Videoen starter med disse to – lige mellem benene på modellen. Så er du advaret 🙂
Den lille bog “Meridianlæren” af Jørgen Frydenlund giver en god introduktion med gode oversigter over meridianerne og beskrivelse af særlig vigtige punkter.